Den snart 100 år gamle, herskabelige pragtejendom Rosenlund på Vedbæk Strandvej 328 er ved at blive genskabt til fordums herlighed. Ejendommene blev i 1918 opført som et af Strandvejens klassiske sommer-palæer i 1918 og har fungeret som sommerhus for en københavnsk familie.
Siden da er der sket meget. Den nu afdøde Stig Husted-Andersen ejede ejendommen i en årrække og ejendommen har ikke været beboet i mange år og det satte sit præg på ejendommen der har fremstået forfaldent og forladt.
Men nu er huset på vej til at blive ført tilbage til dets oprindelige formål og er ved at blive forvandlet til en elegant og tidssvarende bolig.
Siden november 2010 har renoveringen af Rosenlund været i gang og i maj måned sidste år godkendte Byplanudvalget i Rudersdal Kommune er skitseprojekt for Rosenlund og det store omkringliggende parklignende område, som skal indeholde yderligere fem boliger udover hovedhuset Rosenlund.
Selvom Byplanudvalget har godkendt skitseprojektet allerede i maj måned 2011, er der et stykke vej endnu inden alle drømmene og visioner fra arkitektfirmaet Lars Gitz Architects kan føres ud i livet.
Casper Slumstrup, der er direktør for selskabet Danish Real Estate Investments ApS der i dag ejer Rosenlund, fortæller:
” – Byplanudvalget godkendte i maj 2011 vores skitseprojekt og næste skridt er udarbejdelsen af en projektlokalplan for området omkring Rosenlund som skal i høring blandt naboerne og andre interessenter, ” siger Casper Slumstrup til Vedbæk.NET.
Det er Casper Slumstrups forventning, at der senere i år ligger et egentlig forslag til en projektlokalplan og at høringsprocessen sker umiddelbart derefter, sådan at der inden udgangen af 2012 ligger en godkendt projektlokalplan for området.
Selvom projektlokalplanen endnu ikke er på plads, så er der givet grønt lys til at renovere selve hovedhuset, så der ikke sker yderligere forfald og arbejdet er langt fremme allerede nu og indenfor for et par måneder, bliver presenninger fjernet og et nyt Rosenlund vil komme frem:
” – Jeg kan fortælle, at vi har brugt et ret stort tocifret millionbeløb på at renovere Rosenlund både udvendigt og indvendigt og jeg er sikker på, at naboerne vil blive glade for det nye Rosenlund, ” fortæller direktør Casper Slumstrup til Vedbæk.NET.
Hovedhuset, som i øvrigt er bevaringsværdigt, vil formentlig blive bosted for én eller to familier kombineret med erhverv. Derudover forventes det, at der etableres fem nye villaer i parken omkring Rosenlund og at der skal bo få familier på hele området. Villaerne vil blive udviklet af arkitekt Lars Gitz og parken udvikles af landskabsarkitekter fra Kragh & Berglund og byggestart forventes at være i 2013.
Pingback: Rosenlund i Vedbæk renoveres af en schweizisk investor | Vedbæk – Vedbæk.NET