Efter en hyggelig middag i København, tog et Vedbæk ægtepar toget hjem til Vedbæk og skulle blot gå små 200 meter hjem til boligen, men foran ”Vedbæk Fjord”, der huser ældreboliger, blev ægteparret overfaldet. Det fortæller ægteparret til Vedbæk.NET.
To til tre unge mennesker kom kørende på to knallerter bagfra og væltede manden ud på vejen og forsøgte at fravriste kvinden sin taske, men det lykkedes ikke, da kviden holdt godt fast.
Desværre var overfaldet så voldsomt, at kvinden væltede og brækkede venstre lårben og hun er efterfølgende blevet opereret og er nu tilbage igen i Vedbæk på krykker og har det, efter omstændighederne, godt. Ægteparret fortæller til Vedbæk.NET, at de fortsat er meget rystede over oplevelsen.
Vedbæk.NET er bekendt med flere taskerøverier i og omkring Vedbæk som er begået efter samme fremgangsmåde og vores research viser, at der det seneste år er sket 7 taskerøverier, heraf 3 i Vedbæk, og alle røverier er sket ved at gerningsmændene bruger en eller to knallerter til at overraske sine ofre.
De tre tasketyverier i Vedbæk er sket på Vedbæk Stationsvej, Flintemarken og Grisestien.
Siden marts er der altså begået 5 tasketyverier i og omkring Vedbæk efter sammen fremgangsmåde, men politiet mener ikke at området er specielt hårdt ramt. Politikommissær Mogens S. Mogensen:
” - Jeg ser ingen umiddelbar intensivering af tasketyverier i og omkring Vedbæk om end Vedbæk/Hørsholm området lige i øjeblikket er mere ramt end de omkringliggende områder, ” siger Mogens S. Mogensen fra Nordsjællands Politi til Vedbæk.NET og oplyser, at der i forbindelse med den daglige gennemgang af døgnrapporterne er fokus på områder, hvor der sker utryghedsskabende adfærd, herunder kriminalitet som tasketyveri og røverier, men der sker ikke en øget patruljeringen eller et skærpet opsyn.
Noget taler for, at det er samme gerningsmænd der står bag den seneste tids tasketyverier og derfor kigger politiet også på tværs af sagerne:
” – Vi kikker på signalement på alle sager i lokalområdet, da der måske er tale om samme gerningsmænd og hvis nogen skulle have oplevet noget lignende, så kontakt politiet og anmeld forholdet. Og skulle nogen have været vidne til et tasketyveri eller røveri, så kontakt politiet med eventuelle observationer, der vil blive gennemgået og holdt op mod de kendte episoder, ” siger politikommissær Mogens S. Mogensen til Vedbæk.NET.
Hvis man er så uheldig at blive udsat for et tasketyveri, så er rådet fra politiet, at man skal være opmærksom på sine omgivelser og ikke ”insistere” på at holde godt fast på tasken, da der er eksempler på, at personer er kommet til skade som vi har omtalt i denne historie.
Pingback: Nyt taskerøveri i Vedbæk. 79-årig dame frarøvet sin taske af unge på knallert | Vedbæk – Vedbæk.NET