Resultatet blev 1-1, da Vedbæks lokale 1. hold i fodboldens 2. division spillede mod B1908 på udebane. Begge hold havde på forhånd sikret sig en plads i 2. division efter sommerferien og BSV ender på en 8.plads i tabellen.
Sæsonens sidste kamp mod B1908 går ikke over i historien som en af de mest velspillede og tempofyldte. Dertil var der for lidt på spil. Det skriver cheftræner Claus Larsen på BSV’s hjemmeside.
Første halvleg var meget lige – uden de helt store chancer. Dog havde både Niclas Granzow og Dennis Holmberg et par farlige langskudsforsøg. Halvlegens største chance tilfaldt også BSV, da Daniel Lindsten 10 min før pause var fri på kanten af feltet, men desværre sparkede bolden over mål.
BSV kom klart bedst ud til 2. halvleg og lagde i det første kvarter meget hårdt pres på B1908 og havde bl.a. store chancer ved Dennis Borup og Mads Falck. Men B1908s målmand reddede i fin stil. B1908s største chance i 2. halvleg var et indlæg, der blev spillet på tværs i feltet – uden at det blev afsluttet ordentligt.
Med 10 minutter igen kom kampens første mål. Den indskiftede Niclas Marloth, der havde et flot indhop, driblede forbi et par mand i straffesparksfeltet og blev væltet. Nicolai Gertsen sparkede bolden sikkert i mål på straffespark – og bragte BSV foran med 1-0.
B1908 satsede og sparkede mange lange bolde ind i feltet, uden at blive rigtig farlige, hvorimod BSV havde to gode chancer ved Daniel Lindsten og Christian Kjær. Desværre fik B1908 udlignet i 2½ min overtid på et langskud – det første mål, der er scoret mod BSV i 8 kampe.
BSV slutter denne halvsæson ok. BSV har kun tabt to kampe. Nu står den på sommerferie og første kamp spilles igen til august.
KILDE: BSV, 18/6-12
Nye kommentarer