Den 51-årige Torben Kjærgaard fra Vedbæk bliver ny kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune. Det vedtog en enig kommunalbestyrelse på et ekstraordinært møde mandag aften. Torben Kjærgaard kommer fra en stilling som direktør i Kommunernes Landsforening´s afdeling for Velfærd og Service. Tidligere har han blandt andet været kommunaldirektør i Greve Kommune og viceamtsdirektør i Frederiksborg Amt.
Borgmester Jørgen Glenthøj ser frem til samarbejdet med den nye kommunaldirektør:
” – Med ansættelsen af Torben Kjærgaard får vi en erfaren, driftsikker og udviklingsorienteret kommunaldirektør. Der venter mange store udfordringer for Frederiksberg Kommune i de kommende år. Den stramme økonomistyring skal fortsætte samtidig med, at Frederiksberg skal udvikles i takt med den voksende befolkning og i respekt for Frederiksbergs særlige karakter. Den opgave har jeg fuld tiltro til, at Torben Kjærgaard kan løfte sammen med resten af direktionen og vore dygtige ledere og medarbejdere, ” siger Jørgen Glenthøj.
Torben Kjærgaard selv er glad for jobbet og for udsigten til at arbejde i Frederiksberg Kommune:
” – Frederiksberg Kommune er inde i en spændende udvikling. Ambitionen er at være en attraktiv hovedstads- og bosætningskommune med en stærk position på kommunal service. En stor udfordring bliver at realisere Frederiksberg-strategien 2011. Kommunens vækststrategi skal realiseres samtidig med, at vi skal sikre en robust økonomi i en krisetid. Frederiksberg Kommune skal endvidere være en central spiller i det regionale samarbejde i hovedstadsområdet og Øresundsregionen. Bæredygtighed – økonomisk, erhvervsmæssigt og byudviklingsmæssigt – bliver vigtige nøgleord. Jeg glæder mig meget til udfordringen, ” siger Torben Kjærgaard.
Torben Kjærgaard er kandidat i statskundskab fra Århus Universitet. Han er gift og har to børn på henholdsvis 12 og 9 år og familien er bosat i Vedbæk.

Torben Kjærgaard fra Vedbæk begynder som kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune den 1. marts (c) foto: privat
Læs også:
Nye kommentarer